I 1993 flygtede Amira Saric med sin mor og bror fra krigen i Bosnien. En krig der for altid har sat sine spor i hendes erindring, og som fylder hende med en dyb tristhed. Alligevel insisterer hun på at leve livet fuldt ud, for er der noget, krigen har lært hende, så er det, at livet går videre. Uanset hvor banalt det kan lyde.

Af: Anne Marie Stoustrup

”En af de ting man lærer at leve med, er den vanvittige store sorg, som død og savn medfører. Jeg har det dybt inde i mig, og det er altid en del af mig. Man kan ikke kun være glad og lykkelig, men det gør mig ikke mindre glad de dage, hvor der er en grund til at være glad”, fortæller Amira Saric.

Amira Saric er i dag 41 år gammel og lever et trygt og kærligt liv med sin mand og deres tre børn i Vejle, men vejen dertil har været uendelig lang. 

Tvunget på flugt

Amira Saric er opvokset i den bosniske by Trebinje, der ligger på den sydligste spids af Bosnien. Inden krigen begyndte, blomstrede natur og kultur om kap, og Amira Saric mindes en barndom fuld af tryghed og nærvær. En hverdag der med krigens begyndelse på kort tid blev forandret for altid.

Intet var længere som det plejede, og alligevel forsøgte man at leve et så almindeligt liv som muligt. Sammen med de andre børn i kvarteret lærte hun, at der var et mønster i angrebene. I mellemrummene mellem bombernes hærgen og soldaternes skud var der plads til at være barn.

Nogle ting kunne Amira Saric og hendes familie værne sig mod, andre kunne de ikke, og snart var situationen i Bosnien så betændt, at det ikke længere var sikkert at blive. De havde ikke andre muligheder end at flygte, og i februar 1993 bevægede de sig afsted på flugten. Amira Saric var på det tidspunkt 14 år gammel.

Efter flere mislykkede forsøg og med en konstant frygt for at blive fanget af den serbiske hær, endte Amira Saric sammen med sin mor og bror efter syv lange døgn i Danmark. Særligt én ting står i dag tydeligt i Amira Sarics erindring fra flugten. 

”Jeg husker stilheden. Trods bomberne, trods beskydningerne og trods det hele, så var der sådan en menneskestilhed. Man turde ikke at snakke, og samtidig blev vores tro stærkere, for man var nødt til at begynde at tro på noget, der var større end mennesket. Under flugten var det eneste, du kunne sætte din lid til højere magter”.

Ville hellere tilbage til krigen

Med ankomsten i Danmark gik familien endnu en lang og usikker tid i møde, og den tidligere frygt for døden skulle nu i stedet erstattes af bekymring for fremtiden. Hvad det lille skandinaviske land var for en størrelse, vidste de ikke. 

”Dengang vi steg på bussen og fik at vide, at den ville køre os i sikkerhed, vidste vi ikke, hvad sikkerhed var. Overhovedet. Vi anede ikke, hvor vi var på vej hen. Vi flygtede bare fra krigen. Det var aldrig vores plan at forlade Bosnien. Aldrig. Men vi havde ikke andet valg”. 

At familien endte i Danmark, var meget tilfældigt. Selvom det var en lettelse at undslippe krig og usikkerhed i Bosnien, var tilværelsen i Danmark ikke let. Gennem fire år blev Amira Saric og hendes familie flyttet mellem syv asylcentre. De blev ikke længere kaldt ved navn, men blev blot til et nummer blandt mange. 

”Vi blev til et tal. Det er en af de ting, jeg ikke glemmer. Jeg glemmer ikke vores tal. Vores tal var 1-28-057.284. Og der er noget utroligt nedværdigende i at være et nummer”, fortæller Amira Saric.

Ikke kun ydmygelsen ved at blive reduceret til et tal var umulig at leve med. Ligeledes var uvisheden og den lange ventetid ubærlig. Noget der fik Amira Saric og hendes familie til at ønske sig tilbage til Bosnien, der godt nok var i krig, men som endnu var det eneste hjem, de kendte til. 

”Den usikkerhed vi havde de første fire år i Danmark, hvor vi ikke vidste om vi måtte blive her, eller om vi skulle hjem igen. Det synes jeg næsten var sværere at forholde sig til som barn. Selvom vi var bange i Bosnien, så var det jo her, vores sidste normale liv var fra”.

En ny hverdag tager form 

Først i 1997 skete der for alvor noget, som ændrede tilværelsen i Danmark. Familien fik asyl. Snart kunne børnene begynde i skole, og Amira Sarics mor kunne søge et arbejde. De fik noget, der mindede om en helt almindelig hverdag. Ganske vist anderledes end den vante og trygge barndom i Bosnien inden krigen, men alligevel en fin, midlertidig løsning. Mentalt havde hun og familien indstillet sig på at skulle tilbage til Bosnien, men sådan endte det ikke.  

Med asyl og et nyt liv i Danmark blev Amira Saric, hendes mor, bror og senere også hendes mormor og morfar boende. Mange år senere lever Amira Saric i dag et godt, dansk liv, men hendes bosniske rødder gror stadig. 

”Jeg er dansker, men jeg er farvet er det, som jeg kommer med, eller som jeg kommer fra. I min verden kan det fuldstændig sammenlignes med det at komme fra Nordjylland eller Sønderjylland. Man har noget med i bagagen, som ikke gør det mindre dansk, men som gør det lidt særlig dansk”, fortæller Amira Saric, der ser sig selv som bosnisk dansker.

En tid hun aldrig glemmer

Krigen, flugten og den usikre første tid i Danmark har sat sine spor, og selvom Amira Saric i dag er på den anden side af de oplevelser, så glemmer hun dem aldrig. Hun er ikke i tvivl om, at hun var meget heldig at overleve – og ligeledes være i stand til at leve videre med disse oplevelser i sin bevidsthed. 

”Jeg tror, det handler om, hvor stabilt et fundament man er bygget ovenpå. Ligesom eventyret om de tre små grise. Bygger man sit hus af træ, så holder det ikke nær så godt, som hvis man bygger det af cement. Så kan en lille storm blæse det væk, og man bryder helt sammen. Det er ikke noget, man skal gøre grin af, det er bare fordi, man havde nogle andre vilkår. På samme måde gælder det i krig. Jeg var bare heldig at have haft en solid og stærk opvækst”, fortæller Amira Saric.