I Beder går motion og fællesskab hånd i hånd. I al fald hvis man besøger Lokalcenter Eskegården, som huser byens selvtræningscenter med over 400 tilknyttede. Den store opbakning til centret er ikke uden forklaring. 

Af: Anne Marie Stoustrup

Motionscykler, romaskiner og løbebånd. Der er mange muligheder i det lille selvtræningscenter i Beder. Selvom lokalet langt fra ligner mange større, moderne fitnesscentre i storbyerne, så er det ikke det, der betyder noget. Måske er det netop den beskedne størrelse, som gør træningscentret relevant og tiltalende for mange ældre mennesker i Beder. 

Er du pensionist, kan du gøre ligesom Connie Jakobsen, Lisbeth Lerberg eller en af de mange andre tilmeldte i selvtræningscentret; træne for samværet og sundhedens skyld. Spørger man Connie Jakobsen, der er 76 år, og som har trænet i centret i godt og vel fire år, så er opfordringen og begrundelsen for at træne helt klar.

”Jeg synes, man har godt af at holde sig i gang, og det er jo netop det, man skal. Man skal ikke bare sidde hjemme i lænestolen, flyde ud og være ensom. På den her måde får du en omgangskreds, og det betyder meget,” siger Connie Jakobsen.

Connie Jakobsen (t.h) har boet og arbejdet i Beder i adskillige år. Med en karriere som bager med egen bagerforretning i Beder i 42 år, kender Connie Jakobsen om nogen til byen. 

Fællesskab, fordi det giver mening

Det vigtigste formål med at være i træningscentret er at holde sig i gang. Sådan lyder det fra både Connie Jakobsen og Lisbeht Lerberg, der enstemmigt svarer, at behovet for motion er den helt grundlæggende idé med at være i centret. Dog er de begge enige i, at det sociale spiller en stor rolle. Det er nemlig det sociale, der er medvirkende til at opretholde lysten og motivationen til at træne.

Da Lisbeth Lerberg på 74 år gik på pension, var det også interessen i at få et bedre kendskab til lokalområdet, der fik hende i træningstøjet, og som var medvirkende til, at hun valgte selvtræningscentret på Lokalcenter Eskegården som sin primære kilde til motion. 

”Når man starter, så møder man nogle mennesker, man ikke anede, boede lige om hjørnet. Og det er det, der er vigtigt. At man kan have nogle relationer. For man har jo set de fleste nede i Brugsen, men man ved ikke, hvem de er,” siger Lisbeth Lerberg.

Lisbeth Lerberg har trænet i centret i fem år, og for hende betyder det meget, at man kan se resultater ved træningen.

“Jeg tæller kalorier på de forskellige maskiner, så der er styr på, hvor lang tid jeg har brugt på det, og hvor mange kalorier jeg har forbrændt. Det går jeg meget op i, men det er ikke alle, der gør det. Det er de færreste,” fortæller Lisbeth Lerberg.  

Aftaler ved siden af træningen

En af måderne medlemmerne i træningscentret, som træner på holdet sammen med Connie Jakobsen og Lisbeth Lerberg, dyrker fællesskabet på, er gennem månedlige frokoster. Her mødes de på skift hos en fra holdet, og på den måde holder de det sociale samvær i gang – også udenfor træningslokalet. 

”Det sociale betyder rigtig meget. Det er alle enige i, at det er noget, man skal dyrke. Vi spiser frokost sammen, hvor vi drikker øl og snaps og hygger os,” fortæller Lisbeth Lerberg, mens hun tilføjer med et glimt i øjet: 

”Og sladrer, på en hyggelig måde. Så ved vi også, hvad der er sket”.

Fakta

Lokalcenter Eskegården hører under Aarhus Kommune og er et aktivitetscenter med flere forskellige tilbud til folk i alle aldre. 

Om selvtræningscentret på Lokalcenter Eskegården:

  • 410 personer er tilmeldt
  • Selvtrænerforening blev oprettet i 2013
  • Det koster 150 kr. om året at træne
  • Kun pensionister, førtidspensionister og efterlønnere fra Beder, Malling og Ajstrup kan blive medlem
  • Selvtræningscentret er hovedsagligt finansieret af Aarhus kommune